En rejse udi og gennem det maleriske sydøstlige Australien. Fra metropolen over alle metropoler, Sydney, ned langs den imponerende kyst til Australiens næststørste by Melbourne og derfra langs Great Ocean Road til South Australias hyggelige Adelaide. Tre spændende byer på én tur. Med fantastisk natur imellem og uden om hver og en af dem.
Start/slut: Sydney/Adelaide
Varighed: 15dage/ 14nætter
Inklusive: Billeje med fri km., forsikringer og envejsgebyr, hoteller, morgenmad og kørselsvejledning
Hotelkategori: 3 og 4 stjernede
Dag til dag program
-
Dag 1: Velkommen til Sydney
Ved ankomsten til Sydney bliver I mødt af en repræsentant fra Pacific Tours, der byder jer velkommen til Australiens største by og kører jer til jeres hotel. Måske kommer I hele vejen fra Danmark, og så er det dejligt at tjekke ind på et hotel lige midt i den smukke storby; en halv times kørsel fra lufthavnen.
Tidsforskel og dermed en smule jetlag er nok ikke at undgå, og dagen i dag bruger I til at ”lande i”.
-
Dag 2: Oplev Sydney
Dagen i dag er på egen hånd. I skal ud at slentre i byen og søger nok hurtigt ned mod havnen. Her ligger Operahuset, hvorfra I nyder udsigten over på Harbour Bridge. Måske tager I jer en sejlads i havnen og ud igennem den af naturen anlagte udsejling til det store Stillehav. Længst derude ligger Manly og lokker med sine dejlige hvide sandstrande. Tag en frokost herude. Og lad jer gerne lokke af den lokale Fish ´n Chips.
Tilbage i centrum er det oplagt at udforske byens ældste kvarter, The Rocks, eller tage en tur op i Sydney Tower og nyde den imponerende udsigt.
-
Dag 3: Oplev Sydney
Flere oplevelser på egen hånd. Skal du mærke adrenalinen er Bridge Climbing over Harbour Bridge en oplagt måde at få den frem på. En særpræget måde at udfordre sig selv på, men ikke desto mindre efterhånden en af Sydneys mest populære attraktioner og forudbestilling kan anbefales. Kan du få plads sidst på dagen, så er solnedgangen set oppe fra broen et sjældent syn. Featherdale Wildlife Park lokker med koalabjørne, kænguruer, papegøjer og den sultne Ngukkur, parkens enorme saltvandskrokodille. Lad dig endelig lokke dertil og få en god introduktion til mange af de dyr, der venter på dig ude i naturen.
-
Dag 4: Sydney til Jervis Bay (200 km/3 timer)
Turen starter i stik sydlig retning. Ad the Great Pacific Drive, hvor turen – selvfølgelig i venstre side og tættest på Stillehavet – eller the Tasman Sea, som havet hedder her. Fremme i Jervis Bay finder i den historiske by Huskinsson, som er et godt udgangspunkt for oplevelser i området. Oplevelser der handler om paradisiske strande og hyggelige feriebyer. En sand perle at slappe af i og nyde livet.
-
Dag 5: Jervis Bay til Tilba Tilba (210 km/3½ time)
Videre sydpå til den smukke og historiske by Tilba. Tæt på havet og oppe i højlandet lægger I vejen forbi en 100 år gammel ostefabrik, hvor I kan smage 15 forskellige velsmagende og særprægede oste. Et delikat ”must”. Tilba Tilba er fyldt med 19-hundredetals arkitektur, og man får hurtigt følelsen af at være i de østrigske Alper. Mange kunstnere har søgt hertil for at finde ro og inspiration. Man forstår hurtigt hvorfor.
-
Dag 6: Tilba Tilba til Gipsy Point (195 km/2½ time)
Tilbage til kysten går turen gennem hyggelige fiskerbyer og naturreservater. I krydser grænsen til Victoria og fortsætter til Gipsy Point. Gemt godt af vejen i smukke Mallacoota. Et populært naturområde med både bushwalks og øde badestrande.
-
Dag 7: Gipsy Point til Swan Reach (221 km/3½ time)
Ikke uden grund er denne skønne og ganske så usædvanlige kystlinie et populært feriemål for australierne. Området kaldes også for The Gippsland Lakes med sine mange søer, der bare ligger stenkast fra det store Stillehav. Dyrelivet er rigt og farverige fugle fascinerer overalt. I søerne er det ikke ualmindeligt at opleve både pelikaner og sorte svaner og ude i havet boltrer delfiner sig.
-
Dag 8: Swan Reach til Melbourne (315 km/4 timer)
Det sidste stykke mod Melbourne er flade grønne sletter med tusindvis af får, der grænser op til de smukke victorianske Alper. Et flot landskab at køre igennem, før I når frem til Australiens første hovedstad og næststørste by, Melbourne. En storby med masser af europæisk charme, en interessant musikscene og cafeer overalt. Byen har udviklet sig enormt de seneste 20 år og er i dag en særdeles seriøs ”city-break-konkurrent” til altid skønne Sydney.
-
Dag 9: Oplev Melbourne
Hele dagen i dag foregår i stilige og kosmopolitiske Melbourne. I sporvogn og til fods. Med hygge på cafeer og slentretur langs floden Yarra. Federation Square er et godt udgangspunkt at starte fra med sine hyggelige atalier, gågademiljø og lokale såvel som internationale restauranter. Musikscenen er unik, og gå gerne på jagt efter små intime koncerter, hvis I er til gode rytmer pakket ind i australsk stemning.
-
Dag 10: Melbourne til Apollo Bay (185 km/2 timer)
Rejsen fortsætter mod sydvest gennem Geelong og Torquay, Australiens ”surfer hovedstad”. Herfra går turen ad berømte og smukke The Great Ocean Road til Apollo Bay med sine grønne ”rolling hills” helt ned til brede sandstrande. Her er der gode muligheder for at møde vilde koalaer, hvilket altid fascinerer.
-
Dag 11: Apollo Bay til Port Fairy (190 km/2½ time)
Livet leves stille og roligt på disse kanter. Det mærker I i Apollo Bay og det mærker I fremme i Port Fairy.
Australierne har generelt altid tid og lyst til at tale med os rejsende. Og det gælder i udstrakt grad her på sydkysten i de små byer. Turen fortsætter ad Great Ocean Road og dagens store oplevelse er ”De 12 Apostle” – mageløse ensomme klipper i Sydhavet. Formet gennem årtusinder af de vilde hav. Port Fairy er en af Australiens ældste fiskerbyer og mange af husene her stammer helt tilbage fra 1800 tallet. De er beskyttede i dag og giver byen en særlig charme.
-
Dag 12: Port Fairy til Halls Gap (260 km/4 timer)
Måske fortsætter I lidt endnu ad Great Ocean Road – stadig med fantasiske udsigtspunkter – eller også kører I op i Victorias grønne bagland. Med masser af små brune kænguruer, så pas på og bevæg jer ikke ud på vejene efter mørkets frembrud, hvor kænguruerne for alvor overtager. I kører op til Grampian National Park – mest direkte er det bare stik nord fra Port Fairy – og byen Halls Gap. Nationalparken er en af Victorias største og lettest tilgængelige. Her findes mere end 50 vedligeholdte vandreruter til enhver lyst og formåen, spektakulært klipperigt terræn med de mest storslående panoramaudsigter, over 200 forskellige fuglearter og et rigt dyreliv.
-
Dag 13: Halls Gap til Naracoorte (215 km/3 timer)
Afgang fra Halls Gap og flere oplevelser i Grampian National Park, før I senere krydser grænsen mellem Victoria og South Australia tæt ved byen Naracoorte. Naracoorte er kendt for velsmagende vinproduktion og sine kalkstenshuler. Lad jer føre tilbage i tiden og få historien om kalkstenskysten og de tidlige bosættelser i The Sheep´s Back Museum eller gå på opdagelse i hulerne og se millioner af år gamle fossiler. Læg afslutningsvist endelig vejen indenom en af de mange vingårde, området høster berømmelse fra og smag på udvalgte dråber.
-
Dag 14: Naracoorte til Adelaide (340 km/4½ time)
Videre på sidste etape af turen og gennem flere af South Australias vidunderlige vinområder. Adelaide er sidste by på den lange rejse, og en fantastisk hyggelig en af slagsen. Med sit mix af nyt og gammelt. Og indimellem anlagte store grønne parker med sorte svaner og farverige papegøjer. Museer og gallerier er her også mange af, og så spiser man rigtig godt i byen.
-
Dag 15: Afrejse fra Adelaide
Bilen afleveres og turen slutter. Måske fortsætter I jeres rejse rundt i Australien. Det kan også være at hjemrejsen begynder i Adelaide.