Oplev Oregons natur og byer i Cecilie Høghs og Casper Jannings korte rejsefilm. Klik her

Allerede første gang vi oplevede Oregon, kunne vi mærke, at denne stat, pakket godt ind mellem Californien og Washington, var helt speciel. Det var længe før mikrobryggeriernes indtog og dengang, hvor et glas amerikansk rødvin skænket i Danmark, almindeligvis kom fra Napa Valley i Californien. Portland var for mange både ukendt og lidt besværlig at komme til, og naturen mest kendt ude ved kysten… fordi mange kørte ned langs Stillehavet fra Seattle med higen efter at komme hurtigt til San Francisco.

Meget har ændret sig siden. Og meget har af gode grunde slet ikke ændret sig (den smukke natur). Portland er i dag godt forbundet til Europa med direkte flyforbindelser fra Frankfurt, London og Reykjavik. Blandt andet fordi flere og flere europæere har fundet ud af, hvilken fantastisk stat Oregon er som oplevelsesrejsemål.

Oregon er oplagt til kør-selv-ferie

Går rejsen til USA gennem eller rundt i Oregon, er denne kør-selv-rejse i det autentiske Oregon et godt udgangspunkt at planlægge rejsen ud fra. Den starter og slutter i statens største by Portland, går gennem de frodige vinmarker mod syd, lægger vejen rundt om imponerende Crater Lake og nationalparken af samme navn, og returnerer nordpå ad Stillehavskystens kurvede veje. Vi præsenterer i udgangspunktet en 8 dages rejse, men vær slet ikke i tvivl om, at turen sagtens tåler flere nætter og måske flere stop undervejs.

Bare Portland i sig selv har oplevelser til mange dage. Oplevelser i byen og oplevelser i oplandet omkring byen. Den ligger hyggeligt for foden af legendariske Mount Hood og langs bredden af smukke Columbia River. Og både bjerg og flod bidrager naturligt til opholdets oplevelser. Portland er også helt sin egen slags af en amerikansk middelstor by. Den ”hviler i sig selv” og emmer langt væk af både coolness og trendy livsstil. Med over 80 mikrobryggerier har den indtaget sin status som absolut ølhovedstad. Ikke bare i USA men i hele verden. Det kan i sig selv være en god grund til at aflægge byen et besøg, men mange andre oplevelser gør bestemt også sit til at trække besøgende til. En af de allerstørste er Multnomah Falls straks udenfor byens centrum. Vandfaldet er ikke mindre end USA´s næststørste vandfald.

Vingårde og vulkan – jo Oregon har det meste

Kan du lide vin? Så skal du glæde dig til at besøge Oregon. Her findes mere end 700 vingårde, og Yamhill Valley sydvest for Portland er en af de væsentligste vindale at besøge. Den ligger fint på ruten sydover på vej ned mod Crater Lake. Den sovende vulkan med USA´s dybeste sø og omgivet af den mest vidunderlige natur.

Oregons Stillehavskyst er noget af det smukkeste kyst, man kan opleve langs den nordamerikanske Stillehavskyst. Og strækningen fra Coos Bay til Newport repræsenterer på flotteste vis denne del af Highway 101. Her trækkes tempoet helt naturligt ud af din rejse, hvilket i virkeligheden er ganske sigende for hele Oregon. For tempoet er her trukket ud af den højhastighedsmentalitet, der ellers nemt kan forekomme i et samfund som det amerikanske.

Du kan også opleve Oregons smukke kyststrækning på vores kør-selv-tur “The Pacific Tour – fra Seattle til LA” eller med et motorhome fra Cruise America, der blandt andet har udlejningskontor i Portland.

Se flere roadtrips i USA her:

Dag til dag program

  • Dag 1: Velkommen til Portland

    Straks ankommet – måske med direktefly fra Reykjavik – henter I jeres udlejningsbil i Portland lufthavn og kører ind til Jupiter Hotel centralt i byen. Det er et godt udgangspunkt til alle oplevelserne rundt i byen og bilen parkeres nemt (mod gebyr på USD. 20/døgn) på hotellet. Den første dag bruger I nok til at spadsere rundt i området omkring hotellet og snuse den gode stemning i jer.

  • Dag 2: Portland

    Er du en ølhund, så bør du gå en tur i Portland… måske ikke lige fra morgenstunden men engang over middag. Byen er den by i hele verden, der har flest mikrobryggerier, og smagssanserne bliver i den grad både udfordret og behaget. Farmers Market er også en mulig og sanserig oplevelse. Økologi er en selvfølge i Portland, og markedet her leverer økologi på mesterlig vis. Vi kan kun anbefale, at frokosten indtages her. Straks udenfor Portland ligger USA´s næsthøjeste vandfald. Multnomah Falls hedder det og er i højde kun overgået af selveste Niagara Falls.

    Portland er i øvrigt perfekt oplevet på cykel. Både centrum og omgivelser, og særlig fantastisk er cykelturen langs Willamette River.

  • Dag 3: Portland til Roseburg (285 km/3 timer)

    Måske er første stop udenfor Portland Woodburn Premium Outlets, Oregons største outlet mall. I Oregon lægger man ikke moms ovenpå priserne, så her er det ekstra billigt at handle. Det kan også være, at I ruller ned igennem Yamhill Valley. En lille omvej, men en omvej direkte til den gode vinoplevelse. Yamhill Valley er et af Oregons mest kendte vinområder, og med sine mere end 200 større eller mindre vingårde, er det også det område i Oregon, der producerer mest vin.

    Roseburg er en lille by, der igennem 150 år primært har levet af skovbrug i kraft af sin beliggenhed lige udenfor Umpqua National Forest. Det er her ”Highway of Waterfalls” starter, og området er fantastisk med sine mange vandrestier, mountainbikeruter, fiskespots og imponerende udsigtspunkter.

    Steamboat Inn er et charmerende hotel midt ude i naturen og et vidunderligt udgangspunkt for det hele.

  • Dag 4: Roseburg til Crater Lake National Park (140 km/2 timer)

    Fra national skov til national park. Fra Umpqua til Crater Lake. En kort og særdeles smuk halvanden times køretur til Crater Lake National Park. Måske Oregons mest berømte naturoplevelse. En sovende vulkan, der senest var i udbrud for 7.700 år siden, og som i dag er USA´s dybeste sø (næsten 700 meter). Nationalparken er Oregons eneste nationalpark og et sandt naturvidunder. Krystal blåt vand omgivet af et høje klipper og ude midt i søen ligger to billedsmukke øer. Man drages virkelig af naturen her, både når man står stille og betages, og så sandelig også, når man ifører sig vandreskoene og begiver sig ud i omgivelserne (vær opmærksom på, at vise vandrestier i området kan være lettere udfordrende – og glæd dig samtidig over, at de findes i flere ”sværhedsgrader”). Wizard Island ude midt i søen er bestemt et besøg værd, og opleves bedst om formiddagen.

    Klamath County hedder området nationalparken ligger i og her nyder man godt af ikke mindre end 300 solskinsdage om året. Derfor hedder Klamath Falls også ”City of Sunshine”. På Klamath River kan man få adrenalinen at mærke på en vild whitewater rafting tur, og spiller du golf, så skal du ikke snyde dig selv for en nat eller to på Running Y Ranch Resort.

    Er du her for naturens skyld og dens charme, så nyd natten på skønne Prospect Historic Hotel.

  • Dag 5: Crater Lake National Park

    Snyd dig ikke for en hel dag i denne smukke del af Oregon. Her er nok at tage sig til eller blot side stille og nyde livet på en af de indbydende restauranter i området.

    Måske har du lyst til en fisketur. Med guide ned ad Rogue River og med gode chancer for at fange laks og ørreder. Fanger du en godbid, så kan du tænde op for BBQ-grillen om aftenen, og så går du helt sikkert både mæt og tilfreds til ro sidst på aftenen.

  • Dag 6: Crater Lake National Park til Newport (140 km/2 timer)

    En lang og smuk køredag, hvor Stillehavskysten i særlig grad imponerer. Giv dig selv tid til at stoppe i nogle af de små hyggelige byer, og lad dig fascinere af både charmerende gallerier, tilbagetrukket livsstil og det brusende store Stillehav.

    I Dean Creek Elk Reserve kan du opleve elge og i Florence kan du stoppe hos C & M Stables og tage med på en fantastisk tur ned ad strandene på hesteryg. En oplevelse, der er lige fantastisk hvad enten, du har reddet før eller er fuldstændig nybegynder. En uforglemmelig oplevelse !

    Fremme i Newport overnatter I på skønne Elizabeth Inn med den mest fantastiske Stillehavsudsigt. I sommermånederne er det ikke usædvanligt at se pukkelhvaler tæt på land fra hotellets balkon. Nyd også nogle af vestkystens allerbedste fiskerestauranter her, hvor vi ikke kan dy os for at anbefale et besøg på Local Ocean. En vidunderlig gastronomisk oplevelse tilført den smukkeste udsigt over Newport.

  • Dag 7: Newport

    Newport er til afslapning, livsnydelse, alternative indtryk og det vilde Stillehav. En dejlig dag at slappe af på og samle indtryk i.

  • Dag 8: Newport til Portland (195 km/2½ time)

    Sidste køredag fortsætter lidt op ad kysten og derfra ind i landet. Nåede du ikke Yamhill Valley på turen ud af Portland, kan du stoppe i vindalen på vejen tilbage til Portland. I virkeligheden en mere naturlig – sådan rutemæssig – vej igennem dalen, men er du på vej til lufthavnen i Portland for at flyve hjem eller videre, så kan det nok tænkes, at det giver bedre mening blot at søge mod biludlejningsstationen i lufthavnen, sætte bilen fra sig og sige pænt tak for denne gang til autentiske Oregon.

    Se hele rejsen, som vores to udsendte, Cecilie Høgh og Casper Janning oplevede den tilbage i september her: 

The Jupiter Hotel ***+ (Portland)

Et glimrende boutique hotel centralt beliggende i Portlands kulturelle eastside distrikt. Den gode beliggenhed og den hyggelige atmosfære, pæne og relativt store værelser med al den komfort, man forventer sig af et moderne hotel, er en af mange årsager til, at vi foreslår dette hotel, når du besøger Oregons største by. Hotellet har en hyggelig restaurant, et charmerende gallery og tilbyder iøvrigt cykeludlejning, hvilket kan have sine fordele i en by som Portland. Parkering koster usd. 20/døgn.

Rejser til USA og Oregon

Hyggelige the Jupiter Hotel i Portland

 

The Steamboat Inn **** (Umpqua National Forest)

Oregon - The Steamboat Inn

The Steamboat Inn

 

The Historic Prospect Hotel **** (Crater Lake National Park)

Oregon - Historic Prospect Hotel

The Historic Prospect Hotel, nær Crater Lake National Park

 

Elizabeth Inn ***+ (Newport)

Autentiske Oregon

Kør-Selv-ferien ″Autentiske Oregon″

Udfyld felterne