Rundrejser

New Zealand med ekspertrejseleder

EKSKLUSIV & UNIK RUNDREJSE i smukke New Zealand nov./dec. 2020

Få en helt særlig og personlig rejseoplevelse ledet af Kirsten Rødsgaard-Mathiesen, journalist, rejseleder og forfatter til: “Turen går til New Zealand” & “PASSION, PINOT & SAVVY”

Afrejse fra København eller billund den 18/11 og hjemkomst igen den 10/12 2020

Pris per person: Kr. 56.975,-  Enkeltværelsestillæg: Kr. 12.200,-

PRISEN inkluderer:

  • 19 overnatninger på gode (typisk 4-stjernede) hoteller/moteller/B&Bs
  • Transport i moderne, komfortabel 12 pers. Mercedes Sprinter Van
  • Fly fra Sydøen til Nordøen
  • Morgenmad alle dage
  • Seks dejlige måltider – fire middag og to frokoster (ved velkomstmiddagen og på dag 9 er drikkevarer inkluderet, ellers er drikkevarer for egen regning)
  • To picnicfrokoster på hhv. Doubtful Sound- og Abel Tasman-udflugterne
  • Syv vinsmagninger fordelt på fire af landets 11 vinregioner
  • Alle de beskrevne udflugter og sightseeingture
  • Kirsten som guide, rejseleder & chauffør på hele rundrejsen i NZ
  • Hyggelige små overraskelser undervejs
Stop Over i Singapore kan tilkøbes på både ud- og hjemrejsen.

Oversigt – 19 nætter i New Zealand

  • 2 nætter i Christchurch – inkl. sightseeing i Christchurch & omegn og gourmet velkomstmiddag med vin
  • 2 nætter i Oamaru inkl. sightseeing i Oamaru og Waitaki distriktet, besøg v. pingvin koloni og vingård, italiensk gourmetmiddag
  • 2 nætter i Dunedin, inkl. sightseeing, museumsbesøg og 3/4-dags Wildlife udflugt
  • 2 nætter i Te Anau inkl. glow worm tour og heldags-udflugt til Doubtful Sound
  • 2 nætter i Central Otago/Cromwell inkl. vinsmagning, middag med vin og besøg i både Arrowtown og Queenstown, hvor vi nyder en smuk sejltur og et farmshow
  • 2 nætter i Mt. Cook nationalparken inkl. dejlige vandreture, god mad og sightseeing
  • 2 nætter i jade-hovedstaden Hokitika v. Det Tasmanske Hav inkl. besøg på Kiwi center og sightseeing
  • 2 nætter i Nelson inkl. sightseeing, besøg på WOW og heldags-udflugt til Abel Tasman Nationalpark: vandretur, picnic lunch og mulighed for at ”hav-bade”
  • 1 nat i Marlborough inkl. sightseeing, frokost, vinsmagning & besøg på Omaka Aviation Centre
  • FLY fra Blenheim/Marlborough til Auckland
  • 2 nætter i Auckland inkl. sightseeing, besøg i SKY Tower og heldags sightseeing- og vin-tur til Waiheke Island med afskeds-lunch.

Turen kræver, at man er ”i rimelig form & almindeligt mobil” og kan vandre ca. 6 km i fladt og lettere kuperet terræn.

M=morgenmad              F=frokost       A=aftensmad

Dag 1: 20.11.2020 ANKOMST TIL CHRISTCHURCH

Ved ankomsten til New Zealand lander I i Christchurch, og her møder Kirsten jer i lufthavnen. Vi tjekker ind på et godt og centralt beliggende hotel/B&B midt i byen i løbet af dagen. Efter en god orienteringstur i byen, hvor man jo både shopper og spiser godt, har I fri indtil næste morgen, så I kan få sovet lidt ud! Men Kirsten er til rådighed, hvis I er friske på oplevelser.

Flankeret af frodige piletræer, der danner behagelig skygge på en solrig dag, flyder Avon River roligt gennem Christchurch. Det er Sydøens største og landets næststørste by, og den er flad som en pandekage med undtagelse af enkelte, eksklusive boligområder på bakkeskråninger i udkanten af byen. Mod øst ligger Banks Peninsula, og den er et af de få steder på Sydøen, der er præget af vulkansk aktivitet.

Det er over 1000 år siden, at maorierne som de første bosatte sig i området, hvor Christchurch ligger i dag. De første europæere kom hertil i 1815, og i 1850-51 ankom en udvalgt gruppe englændere på fire skibe for at skabe en “forbilledlig by baseret på anglikanske værdier”. Det lykkedes, og den 31. juli 1856 fik borgerne dronningens velsignelse, og dermed blev Christchurch officielt set den første etablerede by i New Zealand. Byen er kendt som The Garden City, for det vrimler med seværdige, manicurerede haver, og en tredjedel af al offentlig ejet jord er enten haveanlæg eller parker, som byens borgere har meget glæde af, og som vi selvfølgelig også skal opleve.

Dag 2: 21.11.2020 (M, A) CHRISTCHURCH

Vi skal opleve mere af byen i dag, bl.a. den flotte botaniske have, det spændende kunstmuseum og lidt af al den nye arkitektur, der skyder op alle vegne som følge af de voldsomme jordskælv byen oplevede i 2010 & 2011. Vi kører også en tur til byen Lyttelton, hvorfor vi oplever lidt af den smukke Banks Peninsula, der er et af de få steder på Sydøen med vulkansk aktivitet. Naturen her udenfor byen er vildt flot, så kameraet har ikke et roligt øjeblik.

Sidst på eftermiddagen er vi retur i byen, og om aftenen byder vi på en dejlig velkomsts middag inkl. vin/drikkevarer et godt sted midt i byen.

Dag 3: 22.11.2020 (M) Oamaru

I dag venter historiske indblik og fantastiske natur-oplevelser på vores vej fra Christchurch til Oamaru, der ligger i Waitaki distriktet, der er en del af Otago regionen, som går på tværs af Sydøen.

Vi kører langs med Stillehavet og gør nogle spændende stops undervejs til den historiske by. Vel fremme i Oamaru kigger vi nærmere på byens hyggelige gallerier, små museer, fine historiske bygninger m.m. Man føler sig nærmest hensat til en filmkulisse fra Victoria-tiden, når man slentrer i gaderne Tyne, Harbour og Thames i byens historiske kvarter Victorian Precinct. Efter at guldfeberen var klinget af i 1870’erne tjente de europæiske immigranter styrtende med penge på uld og korn og byggede de flotteste huse. Sammenlignet med 1960’ernes og 1970’ernes newzealandske arkitektur er de i dag som kostbare juveler, der huser antikvitetsbutikker, et whisky destilleri med en cellar door, kunstner-værksteder, gallerier og en hollandsk bager med bl.a. godt rugbrød.

Oamaru er også hjemsted for en helt unik koloni af de små Blå Pingviner, der kommer i land hver aften. Dét syn skal vi opleve i aften, mens vi lærer om pingvinerne, der er verdens mindste. De vejer bare ét kilo og er skønne at studere, når de vralter i land ved et gammelt stenbrud nær havnen. Her bor og yngler de under de dramatisk udseende klippeskrænter Cape Wanbrow.

Dag 4: 23.11.2020 (M, A) Oamaru

I dag skal vi på udflugt til Waitaki distriktets bagland, hvor fascinerende geologiske oplevelser, enorme dæmninger, spektakulær bjergrig natur og vingårde venter. Første stop bliver en gåtur ved de finurlige naturskabte klipper kendt som The Vanished World.

Vi kører videre og nyder de flotte landskaber. Her langs med den 45. breddegrad i Waitaki dalen, mellem Stillehavet og De Sydlige Alper, dyrker man også vindruer i et unikt mikro-klima. Dvs vinene herfra er meget anderledes end dem fra andre af landets vinområder. Elleve gode vingårde har etableret sig her, og nogle af dem har en cellar door. Vi besøger en af dem.

I dalen producerer man også strøm, og de store dæmninger og kunstige søer – Waitaki, Aviemore og Benmore – byder på fantastiske naturscenerier. Dem nyder vi også, mens vi lærer lidt om brugen af vandkraft i New Zealand.

I aften nyder vi en dejlig middag på et af Oamarus gode spisesteder (drikkevarer for egen regning).

Dag 5: 24.11.2020 (M) DUNEDIN/OTAGO PENINSULA

Vi forlader Oamaru og kører først til Moeraki, hvor vi skal opleve de berømte Moeraki Boulders – et spændende naturfænomen på en flot strand. Vi kører videre sydpå, har lidt flere stops og ankommer til Dunedin sidst på formiddagen.

Dunedin er den største by i denne del af landet og ligger smukt ud til Stillehavet ved Otago halvøen, hvis unikke dyreliv ikke findes andre steder i verden. Dunedin er New Zealands ældste by, grundlagt i 1848 af skotske bosættere, og navnet betyder Edinburgh på gælisk. I 1860 fandt man guld i Otago regionen, og folk strømmede til og gjorde Dunedin til landets kommercielle hovedstad i en årrække. Derfor rummer byen mange historiske bygninger, især omkring The Octagon og Stuart Street, hvor bl.a. stationen ligger. Den er en af landets mest fotograferede bygninger og er uden tvivl Dunedins flotteste. Vores hotel ligger 5-10 min. gang herfra.

Midt i byen ligger Otago University, der er landets ældste universitet og meget velrenommeret. Ud af byens 127.000 indbyggere er over 20% i alderen 15-24, hvilket er et højere tal end generelt for newzealandske byer. Og især de yngre borgere i Dunedin ynder at eksperimentere med påklæd-ning og hårfarver og sætter et herligt, ungdommeligt præg på livet i byen.

Solen skinner ofte på disse kanter, dog må man jævnligt holde på hat og briller, når en bidende vind fra Sydpolen fræser gennem byens gader, hvoraf mange er stejle og ikke for gangbesværede. Specielt ikke Baldwin Street, der er verdens (næst)stejleste og en af byens kendte attraktioner.

Vi tjekker ind på vores gode hotel, der ligger midt i byen, og ca. kl. 15 byder vi på en skøn 3/4-dags udflugt til Otago halvøen, hvor New Zealands berømte wildlife – sæler, pingviner, albatrosser, søløver etc. venter. Turen slutter ved 21-tiden.

Dag 6: 25.11.2020 (M) dunedin

I dag udforsker vi mere af Dunedin til fods. Byens arkitektur er ret enestående, og vi besøger bl.a. byens flotte banegård og lægger vejen forbi det innovative museum Toitu, der fortæller pionérernes farverige og til tider voldsomme og tragiske historie. I har også tid på egen hånd om eftermiddagen til at nyde byens puls, gallerierne, parkerne og andre museer. Aftenen er til fri disposition.

Dag 7: 26.11.2020 (M) på tværs af otago regionen – te anau

Vi forlader Dunedin med kurs mod Te Anau, der ligger ved søen af samme navn. Med sine 344 km² er den Sydøens største og landets næststørste sø. Og her er utrolig smukt.

Undervejs gør vi holdt i den lille farmer-by Gore, der umiddelbart er en kedelig newzealandsk by omgivet af enorme, flade landbrugsområder, men vi stopper alligevel for en stund, for det hele handler ikke om får, køer og mælkekvoter. Dels bryster byen sig af at være landets hovedstad for countrymusik, og dels er ørredfiskeri i den nærliggende Mataura flod i verdensklasse. Det samme er byens lille kunstmuseum Eastern Southland Gallery, der takket være sin kunstsamling har fået kælenavnet “Goreggenheim”. Her er bl.a. afrikansk og aborigin stammekunst og berømte værker af newzealænderne Rita Angus og Ralph Hotere.

Vel fremme i Te Anau tjekker vi ind på vores gode hotel, der har flot udsigt ud over søen. Med bjerge i baggrunden og frodig regnskov langs dele af Te Anaus søbred er området et yndet fotomotiv. Byen summer altid af liv, for den er udgangspunkt for de mange fabelagtige naturoplevelser i Fiordland National Park.

Sidst på dagen har vi en spændende udflugt til områdets berømte Glowworm Caves, der ikke kan undgå at imponere. Resten af aftenen er til fri disposition.

Dag 8: 27.11.2020 (M, F) TE ANAU INKL. DOUBTFUL SOUND HELDAGSTUR

I dag skal I have en oplevelse, der overgår fantasien, når det gælder spektakulær natur.

Med Real Journeys skal I på heldagstur til Doubtful Sound, der er en af nationalparken Fiordlands berømte fjorde.

Fiordland dækker 12.000 km² og er landets største nationalpark. Her er så stille og så smukt, og mange oplever en tur gennem fjordene som et af de absolutte højdepunkter på en rundrejse i New Zealand. Legesyge delfiner svømmer ofte om kap med skibene. Sæler og pingviner er knap så legesyge, men stadig seværdige, når de vralter af sted hen over klipperne eller svømmer i vandet som atletiske guldmedaljevindere.

Mange spørger, om det er fjorde, når de hedder sounds. Ja, det er fjorde, for de er skabt af gletsjere, der har trukket sig tilbage. Et sound derimod er en flodseng, som havet har over-svømmet.

Doubtful Sound er ti gange større end Milford Sound, og der er langt færre ture dertil, dvs. man oplever det “næsten” alene. Derfor har vi valgt at vise jer denne – Fiordlands næststørste fjord. Det er en fuldstændig uforglemmelig dag, hvor det ene fantastiske landskab afløser det andet, og muligheden for at se delfiner, pingviner og sæler er stor. Ombord på skibet, mens I sejler på fjorden, nyder I en frokost (drikkevarer ud over vand, te og kaffe er for egen regning).

Aftenen er til fri disposition i Te Anau.

Dag 9: 28.11.2020 (M, A) CENTRAL OTAGO/CROMWELL

Bjergrig og spektakulær natur venter i Central Otago, der har landets varmeste somre og koldeste vintre. Et ekstremt klima i et ekstremt smukt område, som Sydøens længste flod, den turkisfarvede Clutha River, snor sig lystigt igennem. Fra de små historiske guldgraverbyer, der engang var fulde af liv og lykkejægere men i dag mest er som små frilandsmuseer, er det let at udforske områdets dramatiske historie og flotte naturscenerier.

I Central Otago dyrker man frugt, især abrikoser, kirsebær og ferskner, og ikke at forglemme – vindruer. Det er verdens sydligst beliggende vinområde, og vinmarkerne ligger omgivet af høje bjerge. Klimaet med varme sommerdage, kølige nætter og et langt tørt efterår er perfekt for især Pinot Noir druen. Det er den eneste røde druesort, der kan klare det ekstreme klima, men til gengæld gør den det så godt, at over 75% af vinmarkene er beplantet med Pinot Noir. På resten af vinmarkerne dyrker man Chardonnay, Riesling, Pinot Gris og Sauvignon Blanc. Vinene er verdensberømte, og mange af områdets over 100 vingårde har en cellar door, og flere af dem har også gode restauranter.

I løbet af dagen, kommer vi igennem historiske byer, gør flere stops og nyder de imponerende bjergrige omgivelser. Vi skal selvfølgelig også lære lidt om denne regions fabelagtige vine. Sidst på dagen er vi fremme ved vores rare hotel, der ligger med udsigt til områdets bjerge. Om aftenen spiser vi sammen på et herligt sted og smager på flere af de lokale, prisvindende vine.

Dag 10: 29.11.2020 (M) CENTRAL OTAGO/CROMWELL

Dagen i dag byder på mere sightseeing i den spektakulære Otago region. Undervejs følger vi lidt op på historien fra 1860erne i guldgraverbyen Arrowtown, der ligger smukt ved Arrow River og både har et spændende museum, som vi skal besøge, og gode shopping muligheder. Vi kommer også til Queenstown og tager et kig på denne umanerligt smukt beliggende by, der desværre de seneste år er blevet meget turistet, men absolut er et besøg værd.

I får tid på egen hånd til både at nyde naturen, lidt shopping og lidt frokost, før I skal på en smuk sejltur hen over landets 4. største sø, Wakatipu, med dampskibet T.S.S. Earnslaw, også kendt som The lady of the lake. Dampskibet er bygget i 1912 (samme år som Titanic) og efter en lang karriere som fragt- og passagerskib på Wakatipu søen, nøjes hun nu med at transportere turister til tonerne af en hyggepianist og fællessang. Skibet har en bar og et fint lille museum i forstavnen. Turen går til Walter Peak High Country Farm, en af områdets oprindelige farme, hvor det effektive personale byder på eftermiddagskaffe og et festligt farmshow med bl.a. fåreklipning. Efter en oplevelsesrig dag kører vi tilbage til Cromwell, hvor aftenen er til fri disposition.

Dag 11: 30.11.2020 (M, A) AORAKI/MT COOK 

Vi forlader Cromwell og sætter kursen ind i landet i nordøstlig retning. Naturscenerierne her gennem Otago, Waitaki og via Lindis Pass byder uafladeligt på uforglemmelige vyer.

Vi lægger nogle kortere gåture og flotte foto-stops ind i dagens program, der fører os ind i hjertet af Mackenzie området, der er opkaldt efter fåretyven James MacKenzie, Han huserede her i midten af forrige århundrede og havde nemt ved at gemme sig i området, der rummer 24 bjergtinder over 3000 m, hundredvis af mindre bjerge og masser af gletsjere, bl.a. Tasman gletsjeren, der er landets længste. Området er en del af De Sydlige Alper, der majestætisk smyger sig ned gennem Sydøen. Midt i det 7339 km2 store distrikt ligger Aoraki/Mt Cook National Park, der er opkaldt efter Australasiens højeste bjerg Aoraki/Mt. Cook (3724 m). Vi bjergtages af de vilde farverige lupiner, som om foråret er en flot farvekontrast til områdets turkise gletsjersøer, der som ædelstene lyser op i det øde og barske, alpine landskab.

Vi skal opleve alt dette, når vi indkvarterer os her i nationalparken i to nætter. En lækker middag er inkluderet den første aften i en af hotel-kompleksets restauranter.

Dag 12: 1.12.2020 (M) AORAKI/MT COOK

Vi skal i dag nyde mere af de storslåede landskaber her i Aoraki/Mt Cook National Park, der dækker 708 km2. Her er ubeskrivelig smukt, og man behøver ikke være bjergbestiger for at nyde naturen, for der er mange lette og kortere vandreture i parken, bl.a. i Hooker Valley og ved Lake Tasman, hvor små isbjerge flyder rundt i den stålgrå sø. Begge dele kan vi lægge ind i dagens program.

Hvis vejret tillader det, er der også mulighed for en tilkøbs-tur med helikopter, hvis man vil se det spektakulære bjerg-område fra oven og lande på Tasman gletsjeren, der med sine ca. 23 km er landets længste. Flyveturen koster ca. $450.

Aftenen er til fri disposition.

Dag 13: 2.12.2020 (M) ARTHUR’S PASS & HOKITIKA

I dag sætter vi kursen mod Sydøens spektakulære vestkyst, via bl.a. et stop ved den smukke gletsjerskabte sø Lake Tekapo, der er landets 9. største sø og den højest beliggende (710 m).

Vi besøger også Den gode hyrdes kirke fra 1935. Arkitekten fik meget strenge instrukser på at designe en bygning, “der gav indtryk af styrke og enkelhed”. Det var nemlig de to vigtigste kvaliteter, de hårdføre folk i det alpine område skulle besidde for at overleve her. Kirken er ikke møntet på nogen bestemt trosretning, og er den ikke i brug, kan man kigge indenfor og opleve den unikke altertavle.

Vi fortsætter op gennem midten af Sydøen og svinger ud mod det Tasmanske Hav via Arthur’s Pass. Denne rute, tværs over Sydøen, føjer sig til rækken af uforglemmelige og smukke strækninger. Vi er omgivet af bjerge, har udkig til brusende floder og spændende klippefyldte landskaber, der indbyder til fotostops og gåture.

Efter en lang men overvældende køredag er vi fremme i Hokitika, der er New Zealands hovedstad for pounamu, den newzealandske jade også kaldet greenstone. Jadebutikkerne ligger side om side, og de er stort set alle lige gode. Mest original er Maori Heritage Centre, men det er også det dyreste sted. Midt i byen ligger også William Steyn Gallery med de herligste souvenirs af sten og drivtømmer, som hr. Steyn maler på med sin unikke og humoristiske stil. Andre butikker sælger glaskunst, træarbejder, fotos og guldsmykker. For enden af hovedgaden er der let adgang til stranden, hvor der ofte er skægge skulpturer, som de lokale laver af drivtømmer.

Fra vores hotel har vi udkig til stranden. Aftenen er til fri disposition i denne hyggelige og charmerende lille vestkyst by.

Dag 14: 3.12.2020 (M) HOKITIKA

Efter morgenmaden besøger vi det lokale Kiwi Centre, hvor de har gjort dag til nat, så vi kan opleve New Zealands unikke nationalfugl i aktion. Kiwien har levet i New Zealand i millioner af år og er en endemisk urfugl. Oprindeligt havde den ingen fjender, hvorfor den ikke behøvede at lære at flyve. Men siden de første mennesker kom til New Zealand for ca. tusind år siden og bl.a. havde rotter og hunde med sig, har kiwierne været i fare. Værre blev det, da pionererne indførte små rovdyr som possum, fritter, mår og hermelin, for også de elsker kiwier og især kiwiæg. For 100 år siden var der millioner af kiwier, i 1998 var der 100.000. I dag er der 68.000, og det anslås, at 20 mister livet hver uge.

Der findes fem arter, og fuglene kan blive op til 40 år gamle. Deres næb kan blive op til 18 cm lange, og for enden er der to næsebor, så fuglene kan snuse sig frem til orme og insekter. Kiwierne har meget skarpe kløer, og deres ben er stærke, så de kan løbe og sparke. De lever parvis i 3-5 ha store territorier og graver underjordiske huler, som de sover i om dagen. Kiwiens nærmeste artsfæller er emuen og den australske fugl kasuar.

Vi skal selvfølgelig også lære lidt om jaden, nu vi er i New Zealands hovedstad for denne smukke sten, og vi skal opleve lidt af områdets formidable natur. Vi kører ud til Hokitika Gorge – en smuk kløft med imponerende turkisfarvet vand. På vej retur til byen nyder vi andre smukke landskaber.

Resten af dagen og aftenen er tiltænkt hygge og afslapning og med tid til at nyde de flotte omgivelser her ved det brusende Tasmanske Hav.

Dag 15: 4.12.2020 (M) NELSON

Vi forlader Hokitika efter morgenmaden og sætter kursen mod Nelson. Første stop er ved de berømte pandekageklipper i Punakaiki, der er den mest kendte attraktion i Paparoa, landets næst mindste nationalpark. Når det er højvande, og vinden blæser, presses bølgerne op gennem smalle klippeskakter, og med susen og brusen står der vandsøjler højt op i luften. Det kaldes blowholes og er blot ét af de fænomener, der begejstrer, ved pandekageklipperne. De lagdelte kalkstensklipper er skabt på havets bund for millioner af år siden og rejser sig lodret op af vandet.

Vi fortsætter videre nordpå, op langs vestkysten og ind i landet via den smukke Buller kløft. Her snor den sidste del af Buller flodens 170 km turkisfarvede vandmasser sig gennem et kuperet og frodigt landskab, og det er endnu en af disse uforglemmelige strækninger, New Zealand har så mange af.

Vel fremme i Nelson, der ligger delvis omgivet af bjerge og ud til det Tasmanske hav, besøger vi byens berømte kulturinstitution World of Wearable Art! Det er svært at beskrive med ord – det skal simpelthen bare opleves. Det samme skal Nelson, der byder på havudsigt, bjerge i horisonten, grønne bakker og dale, skønne strande med klitter og blødt sand. Solen skinner ofte, endda så meget, at Nelson mange gange er kåret som New Zealands “solskinshovedstad”. Og så er det her, Kirsten bor, når hun ikke er på tour.

De første pionérer fra England kom hertil i 1841, og i dag er her ca. 50.000 indbyggere fra alle verdenshjørner. Floden Maitai flyder fra baglandet gennem byen, og stierne langs med bredden ender ved den travle marina med lystyachter og katamaraner. Nelson har en meget travl kommerciel havn, hvorfra der især udskibes tømmer, æbler og seafood.

Nelson/Tasman er et af landets 11 vindyrkende områder, og byens mange gode spisesteder serverer alle vin fra de bedste af Nelsons boutique vingårde. Aftenen er til fri disposition.

Dag 16: 5.12.2020 (M, F) NELSON & ABEL TASMAN NATIONAL PARK

Står I tidligt op, har i denne morgen lidt tid til på egen hånd til at opleve Nelsons berømte lørdagsmarked, der er et af landets absolut bedste af sin art med delikatesser, frugt & grønt, kunst og kunsthåndværk. De åbner ca. kl. 7.30.

Når I har fået shoppet, skal vi opleve mere af naturen omkring Nelson og kører ud af byen ved 9-tiden. Vinmarker, gallerier og hyggelige småbyer ligger side om side, og vi sætter kursen mod Abel Tasman National Park. Den er landets mindste nationalpark, men en af de mest populære – takket være de maleriske bugter med gyldne sandstrande og turkisgrønt vand, halvøer, bush og klippeformationer med døsige sæler. Området lægger op til vandreture i kuperet terræn, fra hvis toppe udsigten ud over bush og hav er svimlende smuk. Vi tager med vandtaxa ind i parken og går en dejlig strækning på ca. 5-6 km sammen med en lokal guide. Vi har picnic frokost med, og der bliver også tid til at bade i det klare, friske havvand, inden vi returnerer til Nelson, hvor aftenen er til fri disposition.

Dag 17: 6.12.2020 (M, F)  MARLBOROUGH

I dag forlader vi hyggelige Nelson og kører til Marlborough i det nordøstlige hjørne af Sydøen. Det er landets største vinområde og kendt for sine mange vinmarker og for Marlborough Sounds med maleriske bugter og frodige regnskov. Marlborough har knap 50.000 indbyggere, og den største by er Blenheim med ca. 32.000 indbyggere.

Vi bruger dagen på dels at nyde den flotte natur, og dels til at lære lidt mere om Sauvignon Blanc, Pinot Noir, Chardonnay etc. Det var nemlig her i Marlborough, New Zealands moderne og internationale vineventyr for alvor begyndte i 1980erne. Områdets kølige nætter og lange, solrige dage er perfekte til vindyrkning, og de sidste par årtier er antallet af vinmarker steget markant. Tusindvis af hektar er omlagt fra landbrugsjord til vinmarker.

Vi spiser frokost et dejligt sted omgivet af vinmarker og smager på de lokale vine på en af områdets vingårde. Inden vi tjekker ind på vores hotel, der ligger centralt i Blenheim, besøger vi Omaka Aviation Heritage Centre – et imponerende museum, hvor Sir Peter Jackson (instruktøren af trilogierne Ringenes Herre og Hobbitten) på teatralsk vis udstiller sin samling af fly fra både 1. & 2. verdenskrig. Nogle af flyene findes ikke andre steder i verden, og her er både originale fly og replikaer samt originale uniformer, plakater og mindeværdige objekter. Det er ansatte fra Sir Peter Jacksons special effects-firma, Weta Workshop, der har lavet de livagtige figurer, og de er så suverænt lavet, at man skal tæt på, før man opdager, de ikke er levende. Flere fly er statiske, mens andre får luft under vingerne hvert andet år i påsken, når Marlboroughs berømte airshow Classic Fighters løber af stablen her.

Efter dette unikke og informative museumsbesøg kører vi til hotellet. Aftenen er til fri disposition – måske der skal pakkes om, da vi jo flyver til Nordøen i morgen tidlig.

Dag 18: 7.12.2020 (M) AUCKLAND

I dag går turen til Nordøen, og vi siger farvel til vores gode Mercedes Sprinter, for vi flyver til Auckland. Forudsat at det er skyfrit, får I et flot kig på Nordøens imponerende bjergrige og grønne landskaber under os.

Vi ankommer ca. midt på dagen i landets største by, der ligger mellem havnene Waitemata og Manukau og nyder kælenavnet City of Sails. Man forstår hvorfor, når hundredvis af sejlbåde er på havet ud for kysten ved Waitemata havnen, der er tættest på centrum. Det siges, at Auckland er den by i verden, der har flest både pr. indbyggere, og sejlsport er da også en af landets store sportsgrene. Byen tager sig flottest ud fra vandsiden (hvilket vi oplever i morgen), og ud for byens kyst myldrer det med små og store øer, inklusive den sovende vulkan Rangitoto.

Byen er bygget på vulkaner, og der er mindst 48 af dem. De første dukkede op for mellem 60.000 og 140.000 år siden. Det seneste udbrud var for ca. 600 år siden, da Rangitoto dukkede op af havet. Før europæerne kom til New Zealand, var de kegleformede vulkaner en stor hjælp for Maorierne, som byggede deres fæstningsanlæg (kaldet pa på Maori) på toppen af dem og herfra havde de et godt overblik over området. Selvom Auckland er en mindre storby, er den i areal en af verdens største byer, idet man typisk ikke bygger i højden her. Kun i centrum er der adskillige højhuse.

Vel fremme i centrum tager vi til vores gode hotel, sætter bagagen og finder gå-skoene frem. Vi skal dels finde et godt sted til lidt frokost (for egen regning) og så skal vi på en sightseeingtur til fods og bl.a. opleve havnefronten og Sky Tower, hvorfra vi har en formidabel udsigt ud over byen fra ca. 200 meters højde! Vi tjekker ind på hotellet sidst på eftermiddagen, og resten af dagen og aftenen er til fri disposition.

Dag 19: 8.12.2020 (M, F) AUCKLAND & WAIHEKE ISLAND

Heldagsudflugt til livsstilsøen Waiheke, som Lonely Planet har udråbt til at være “the playground of the gods”, fordi her er så umanerlig smukt. Øen er også hjemsted for nogle af New Zealands eksklusive vingårde.

Waiheke Island har ca. 8200 indbyggere, 128 km kyststrækning og er af mange gode grunde et populært udflugts- og feriemål. For turister er øens 93 km² et lille paradis med dejlige strande, øde bugter med turkisfarvet hav, køer og får i det smukke og kuperede terræn, boutique vingårde, eksklusive restauranter og kunstgallerier.

Vi har lokalguide med og besøger tre vingårde og nyder en dejlig afskeds-lunch på en af dem (drikkevarer er inkluderet v. vinsmagningerne men ikke v. måltidet). Efter en dejlig dag på Waiheke sejler vi retur til Auckland, hvor vi lander sidst på eftermiddagen.

Aftenen er i princippet til fri disposition, men vi kan sagtens arrangere et fælles måltid (for egen regning) et hyggeligt sted, når I har fået pakket kufferterne.

 

Dag 20: 9.12.2020 (M) AUCKLAND & HJEMREJSE

Efter morgenmaden og i løbet af formiddagen er der afgang til Auckland lufthavn, hvorfra I flyver hjem til Danmark. Forhåbentlig mætte af uforglemmelige oplevelser.

OBS:Det er muligt at ankomme til New Zealand, før rundrejsen begynder, og også at forlænge opholdet efter rundrejsen. Michael hos Pacific Tours hjælper med at booke de ekstra nætter.

PRISER:

Prisen for denne ekslusive rundrejse i New Zealand ligger på

56.975 kr. pr. person i delt dobbeltværelse

Tillæg for enkeltværelse: 12.200 kr.

DATOER:

Denne unikke rundrejse tilbyder vi kun med afrejse fra Danmark d. 18.11. 2020 og hjemkomst d. 10.12. 2020.

UD- og HJEMREJSE:

Turprisen inkluderer flyrejsen til og fra New Zealand. Ønsker I at indlede opholdet i New Zealand før turstarten, eller forlænge, kan vi arrangere det med både fly og overnatninger.

KUN OTTE PLADSER – BOOK NU

Er I interesseret? Så kontakt os hurtigst muligt, for der er kun denne ene tur. Ring på 8830 6645 – åben kl. 9-17 eller hverdage – kontakt os via formularen her.